Ebberød Musikfestival 2026
Ebberød Musikfestival 2026 præsenterer Shubberne, Drama Queen, Medina Jam, Frederik, 5aLive, Stagebreakers og De Knuste Ruder!
Vi er i fuld gang med planlægningen af sommerens store musikfestival onsdag den 12. august 2026. Vi kan allerede nu love, at det bliver et brag af en fest, hvor Shubberne, Drama Queen, Medina Jam, Frederik, 5aLive, Stagebreakers og De Knuste Ruder fyrer den af på scenen. Cirkus Luna underholder i pauserne. Så kom og vær med til årets festligste dag på Rude Skov.
Hvad koster billetten?
Billetprisen er 380,- både i forsalg og ved indgangen på selve festivaldagen.
Billetterne kan betales kontant, med MobilePay eller med Dankort og udvalgte kreditkort.
Hvordan køber man billet i forsalg?
Forsalget foregår i Caféen fra d. 1. juni.
Når man køber billet på forhånd, får man med det samme udleveret armbåndet, der giver adgang til festivalen.
Armbåndet ligger i en kuvert, så der kan passes godt på det, da bortkomne armbånd ikke erstattes.
Er armbåndet gået i stykker inden festivalen, kan man tage det med og få det ombyttet til et nyt ved indgangen.
Hvad er fordelen ved at købe billet i forsalg?
Ved at købe billet på forhånd, møder man op ved indgangen med armbåndet på og får dermed direkte adgang til festivalpladsen. Man slipper således for at stå i kø for at købe billet ved indgangen.
Kan man forudbestille billetter via mail?
Det er ikke muligt at forudbestille billetter via mail.
Billetter købes i stedet på forhånd i Caféen eller ved indgangen på festivaldagen.
Der er ikke et begrænset antal billetter og dermed ingen risiko for at blive afvist ved indgangen.
Vær opmærksom på, at vi ikke modtager ledsagerkort.
Købte billetter refunderes ikke.
Caféen er lukket for salg på festivaldagen.
Ebberød Musikfestival er for voksne med udviklingshæmning.
Ebberød Musikfestival 2026 afholdes ved Ebberød Kulturhus, Sophie Magdelenes Vej 9, 3460 Birkerød.
Pladsen åbner klokken 9:30 og musikken spiller indtil klokken 19.
Du kan følge festivalen på Facebook:
Ebberød Musikfestival på Facebook
Kontakt os på tlf. 72 68 36 50
Sophie Magdelenesvej 7, 2. sal, 3460 Birkerød