Hop til hovedindhold

Dagtilbud Kastanjehuset

Kastanjehuset er et højt specialiseret § 104 samværs- og aktivitetstilbud, der henvender sig til voksne borgere med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne og multiple handicap.

Kastanjehuset er et handicapvenligt hus på tre etager, der ligger midt i naturskønne omgivelser i Ebberød, omkranset af Rude Skov. I huset har vi to grupper hvor hovedfokus er socialpædagogisk tilrettelagt samvær og aktiviteter, to grupper hvor hovedfokus er sansemotorisk træning og en gruppe hvor der er samvær og aktiviteter i særligt strukturerede rammer.

Den konkrete indsats

I indsatsen om borgerens sociale kompetencer arbejder vi med at styrke borgerens relationer og sociale samspil. Vi støtter bl.a. ved at sætte borgere sammen, hvor vi har observeret, at der er en mulighed for at opbygge en relation. Det gør vi f.eks. ved at give dem opgaver sammen, så vi udvikler og støtter op om relationer. 
Vi arbejder med flere fællesaktiviteter, hvor vi løbende vurderer ud fra den enkelte borgers behov og interesser, hvordan borgeren deltager og hvor meget. 
Udgangspunktet er at alle kan deltage på forskellig vis enten som aktivt deltagende eller på afstand.
I indsatsen om borgerens sansemotoriske træning vil der gennem fysiske og sansestimulerende aktiviteter arbejdes med nervesystemets forarbejdning af stimuli for at øge den enkelte borgers trivsel. Aktiviteterne tager udgangspunkt i borgernes nuværende færdigheder og behov. 
Det gør vi f.eks. ved gåture, cykelture, boldspil, trapper, afspænding og sansemotorisk træning. 

Værdigrundlag

Respekten for et andet menneskes værdighed er grundlæggende og skal komme til syne i alle handlinger. Vi ser at alle mennesker er aktivt kommunikerende og deltagende i samspillet med andre mennesker. Vi tror på, at alle mennesker har potentiale for at udvikle sig, og rummer mere end vi umiddelbart ser, i standardiserede funktionsbeskrivelser. Vi er bevidste om mødeøjeblikkes betydning, med fokus på øjenkontakt, smil og venlige stemmer. 

Der er 53 fuldtidspladser i Kastanjehuset.

Bliv klogere på Kastanjehuset

  • I samarbejdet med borgeren benytter vi den anerkendende tilgang med udgangspunkt i den neuropædagogiske forståelsesramme for at kompensere for begrænsninger samt udnytte og udvikle borgerens ressourcer. 

    Vi benytter totalkommunikation for at sikre borgerens med- og selvbestemmelse. Vi tager udgangspunkt i sansesystemet og det sansemotoriske arbejde, der har indflydelse på trivsel, følelser, motivation og adfærd.
    Målet med indsatsen er, at borgerne føler sig set, hørt og forstået. Vi har fokus på borgerens ønsker, behov og selvbestemmelse og indsatsen er baseret på følgende to hovedmål, som fremgår af borgerens pædagogiske plan:

    • Udvikling og vedligeholdelse af sociale kompetencer via aktiviteter
    • Udvikling og vedligeholdelse gennem sansemotorisk træning

    Alle delmålene er oprettet med udgangspunkt i borgeren og ud fra SMART modellen:
    Specifikt, Målbart, Attraktivt, Realistisk og Tidsfastsat. 
    Dokumentationen og evaluering af mål og delmål tager udgangspunkt i dagbogsnotater i borgerens specifikke delmål.

  • Vi bruger nedenstående tilgange og metoder for at forstå, hvorfor borgerne reagerer som de gør, og giver redskaber til at støtte op om den pædagogiske indsats.

    Den Neuropædagogiske tilgang har fokus på hjernens ressourcer og finder ud af hvordan der kan kompenseres for de kognitive udfordringer som borgeren har. 

    Der kigges på borgeren fra et ”indefra” perspektiv. Neuropædagogisk arbejde tager udgangspunkt i relationen til borgeren. Relationen er forudsætningen for at skabe motivation, mestring og livskvalitet hos borgeren. 
    Vi arbejder bl.a. med arousal kompasset, transmitstoffer og spejling. Se endvidere metodekataloget for Kastanjehuset.

    Sansemotorik er stimulering og påvirkning af vore indre og ydre sanser, og bevægelse af kroppen. Det er et samarbejde mellem vores sanser, hjernen og bevægeapparatet. Det samarbejde er fundamentalt for enhver trivsel.
    Sansemotorik er også, hvor borgerne kan få muligheden for at fodre hjernen med viden om krop og omverden for at kunne opleve egen fornemmelse i forhold til sig selv og i forhold til omverden. 

    Der arbejdes med udgangspunkt i de grundlæggende kropssanser: vestibulær sans, kinæstetiske sans, taktil sans, samt de ydre sanser: smag, lugt, syn og hørelsen. 

    Vi arbejder bl.a. med vores eget begreb NUSS: Neurologisk Udviklende Sanse Stimuli. Se endvidere metodekatalog for Kastanjehuset.

    Totalkommunikation er, hvor vi gør brug af de tilstedeværende kommunikationsformer, såvel verbale, som nonverbale, og tilpasser den enkelte kommunikationsform i forhold til borgeren og situationen. Tilgangen støtter målrettet den enkelte borgeres nuværende ressourcer og kompetencer. Således at de opnår størst mulig indflydelse og medbestemmelse i eget liv. 
    I det daglige gør vi bl.a. brug af: Piktogrammer, talemaskiner, Tegn-til-tale, konkreter, billeder mv. 

    Se endvidere Kastanjehusets metodekatalog.

  • Du kan finde telefonnumre til de enkelte afdelinger samt information om, hvordan man bliver visiteret til Kastanjehuset i nedenstående link:
    Vil du vide mere?